Navnet er Judith Gorski. Jeg er en skriblemanisk dame + særdeles energisk mor til to store drenge. Da jeg har besluttet mig for at leve i mindst 100 år, er jeg med mine 42 endnu ikke nået halvvejs i livet. Hurra for det!
Jeg er: storbymenneske – og bosat i Øgade-ghettoen i Aarhus C – med et konstant savn efter land og vand. Til tider lidt for ambivalent (i forsøget på at gøre alle glade og tilfredse) og på samme tid (for det meste) drønharmonisk. Jeg er god til at tage beslutninger og også til at få dårlig samvittighed bagefter, hvis noget/nogen blev valgt fra. Kyniker med dårlig samvittighed, hver gang jeg har været kynisk. – Kort sagt: menneske på den meget menneskelige måde!
Mit motto er, at livet er en kabale – som SKAL gå op. Jeg bruger rigtigt meget energi på netop dette: at finde en perfekt balance mellem arbejdsliv og fritid/familieliv. Mit liv har på en måde altid flasket sig kronologisk og velordnet (læs: forudsigeligt), men af en eller anden grund sniger der sig alligevel hele tiden udfordringer ind, som jeg er tvunget til at forholde mig til. Måske fordi, jeg har svært ved at sige nej. Man er vel ikke kvinde (læs: superwoman) for ingenting? 
Jeg er fantasiens iltre forkæmper, og jeg er med mine to meget forskellige uddannelser som hhv. børnehavepædagog (1994) og cand. mag. i Æstetik og Kultur (2011) en udefinerbar figur. En stor portion af min daglige tankeresstrøm går til tanker om, hvordan vi kan sikre, at børn ikke ‘lukker deres fantasi ned’ i takt med, at de bliver ældre og begynder at opføre sig ‘voksent’. Hvordan kan fantasien, æstetikken (forstået som det særligt sanselige – det, der definerer kunsten som den skønne eller frie kunst, altid adskilt fra andre menneskelige færdigheder og gøremål) og altså alt det, som gør livet fedt, bedst sikres? Jeg vil finde ud af det og så sige det højt bagefter!
