Ak ja. Det skete i de dage! Vi ved det jo for pokker allesammen: det er jul igen! Og da jeg for præcist 10 år siden 5 dage før juleaften fødte endnu et barn, så føjer der sig hvert eneste år endnu flere aktiviteter til julen udover dem, man allerede er tvangsindlagt til at gennemleve. Well well… jeg elsker jo det der jul, og jeg er derfor hende, der med et fedtet smil og masser af stolt og selvtilfreds opofrelse har overtaget min nu afdøde, ædle fru mormors ansvar for: julebagningen, julemarcipanen/-knasen, den brune sovs, anden og ris a la manden + det alt løse. For det skal gøres ordentligt, skal det – og ‘ordentligt’ – det klarer jeg nu engang bedst selv! Man er vel kvinde (læs: superwoman)!
Simple living er ikke ligefrem vores stil, når det kommer til højtider, fødselsdage og fejring af yndlingsbørnene! Jeg har derfor i den forgangne uge fejret yngstesønnen 4 gange: fredag (for klassen), søndag (for venner og familie), mandag (på selve dagen skulle intet jo ej heller mangle) og igen idag (for drengens skater-venner.) Inden gæsterne kom, skulle der bages, før jeg fór ud af døren i retning af Superbrugsen i Kolt, hvor en kunstfærdig julesok x 2 for et par uger siden var blevet ophængt. I lokalsprøjten var det nemlig blevet annonceret, at selveste julemanden ville kigge forbi i Kolt og kåre den smukkeste julesok, og oveni hatten ville han fylde den med en masse godter! På vegne af mine efterhånden pænt store unger (som jo for længst er holdt op med at tro på julemanden, som ellers trofast er kommet forbi juleaften (altid mens mor er på toilettet!) og har lagt de fineste små gaver på trappestenen) havde min mor syslet sig igennem adskillige kolde og mørke aftener med at tilvirke to i sandhed æstetiske overklasse-julemandssokker! (Fotos følger!) Sejrssikre trådte hele familien derfor ind i Superbrugsen. Vi satsede da selvfølgelig både på store præmier, julemandsstøv og fyldte godterposer! Istedet ventede der os 2 småforkølede og ikke mindst TOMME julestrømper. Intet er værre end at blive glemt og svigtet af selve julemanden!!! Uforstående henvendte vi os til nærmeste medarbejder, som alt for uinteresseret guidede os i retning af nærmeste kasse. Og dér – ved kasse 2 – sad en halvsøvnig lokal teenager, som ugideligt rejste sig og driblede ud i baglokalet for at hente 2 klare plastikposer med et par mandariner, en juice, en ostehaps, en figenstang med jordbærsmag og et par poser vingummi. Og netop dér ved kasse 2 i Kolt lokale brugsforening – døde julemandsillusionen endegyldigt. Ud strøg vi med slik og julesokker. Og for lige at (gen)skabe lidt god stemning, besluttede vi os for at runde den lokale genbrugsbutik, som ofte er god for et par lystige ting.
Jeg snusede med kendermine rundt – med let rynket næse. Intet syntes at interessere mig idag. Selvfølgelig ikke. Dagen var jo allerede dum! Og det var det rene spild af tid at være her. Ungerne havde slået sig ned i en sofa, mens de sorterede ‘julemandens’ godtepose for godt og mindre godt. Men taknemmelige var de. Godt opdragede er de! Min søde fru mor talte kvidrende med Keld, som altid passer butikken, og hun insisterede på, at vi skulle lede lidt mere. Og snart dukkede et herligt fund op. En Søholm keramik-lampe godt skjult bag en enorm alt for blå skærm. (Men med en skøn og ny Le Klint skærm, ville den blive pragtfuld!) I forsøget på at afmontere skærmen, så lampen bedre kunne tages i øjesyn, skruede jeg fatningen af. Og da skærmen endelig var kommet af, skulle fatningen påmonteres igen. Det fiksede jeg med trænede hænder, mens jeg livligt og med et momentant overskud konverserede en anden genbrugs-gæst i anledning af julen. Lampen var stadig sat til i stikkontakten, og for én gangs skyld svigtede min ellers veludviklede evne til at multitaske. Famlende forsøgte jeg med et pokkers mas at krænge fatningen omvendt ned over lampens dertilrettede gevind (kæft altså, hvor det dog drillede). Lampen var jo stadig sat til, og der lød pludselig et drøn, en gnist sprang op, og genbrugsbutikkens energiske båndoptager holdt op med at spille ‘Glade jul, dejlige jul…’ Jeg holdt vejret og skelede til min konversationspartner. “UPS!”, sagde hun, smilede nervøst og snoede sig hurtigt forbi mig: nu skulle hun godt nok hjem. Resten af lysene i butikken virkede. Kun båndoptageren var for én gangs skyld tavs. Keld og min mor konverserede stadig hinanden på vanlig vis. De havde (heldigvis) intet set eller hørt.
- Hvad så Bodil… har du fået set det der program om gamle ting på Discovery Channel? Jeg siger dig, der er fa’me nogen, der tager til Frankring, og der kan se sgu sælge gamle rustne havelåger til en masse penge. Har du fået set det?
- Nej Keld, jeg har jo sagt, at vi ikke kan tage Discovery i Tranbjerg…
(Samme sang hver gang!)
Og så åbenbarede den sig med ét: en skøn kuglestanderlampe. Rød og herlig. Allerede bestemt til at blive min. Meget længe før vi mødtes!
- Pris?
- Arh, hvad skal vi sige? 30 kr?
- Virker den?
Keld er så flink på en rørende måde – og osse lynhurtig. _ Og ikke mindst er servicen i top! Han fremtryllede fluks 2 pærer. Satte dem i lampen og satte lampen til i ‘min stikkontakt’. Ingen reaktion. (Jeg begyndte at svede.) Der var nu gået lidt for lang tid, og jeg havde endnu ikke magtet at fortælle min lidelseshistorie med Søholm-lampen med den grimme blå skærm. Keld smuttede ud i baglokalet og fandt flere pærer. Nye selvfølgelig. Intet virkede – selvfølgelig ikke. Jeg vidste jo besked desværre. Og der var nu gået så lang tid, at jeg på ingen måde ville kunne fortælle, at jeg havde haft et hedt forhold til den udvalgte stikkontakt, og at en sikring eller to med al sandsynlighed var røget. Jeg var for én gangs skyld meget stille – ja nærmest tavs! – og Keld besluttede sig snart for, at lampen ikke virkede.
- Tag den med. Bare tag den.
Jeg tog en rask beslutning: jeg måtte (med dårlig samvittighed, svedende hænder og drevet af (Frank fra Klovn-agtige) never-felt-before-in-my-life-rationaler tage lampen med idag og så betale de 30 kr. næste gang, jeg kom til Kolt. Og så måske forklare… måske. Hvis jeg altså tør.
Dagens fødselsdagsgæster var i øvrigt inviteret til kl. 13.00, og kl. 12.26 forlod vi butikken med en lampe under hver arm. Vi var tilbage i Aarhus C. med nye lamper, halvtomme godteposer og røde ører kl. 12.58. Typisk Gorski-stil. Jeg lærer sgu da vist aldrig at disponere min tid…
