Men idag i LIDL kl. 17.17 får jeg en helt uventet og superskøn én på opleveren. På et splitsekund perspektiverer oplevelsen alt det hele.

Jeg har kurven fuld af mad til familien + de sædvanlige (1-3) ekstra (og altid lovely!) med-spisende drengevenner… og sæføli fredags-candy, så det batter. Jeg er så ufatteligt nært tænkende, som jeg står dér – læs praktisk, kvadratisk, god. Allerførst handler du. Har du nu det hele? Tjekke tjekke. Så henter du drengene på deres dagsaktuelle skate-spot. Så hjem. Bum bum. Pakke ud. Så lave mad. Så… bla bla bla… den lavpraktiske automatpilot, som har dyrket fredagens fantastiskheder en million gange før med de der glade børn, og stemningen der næsten altid er euforisk laber om fredagen hjemme hos os. Det hele ligger foran os – det der gode liv… sove længe, gøre lige hvad vi vil osv.

Foran mig står en pæn, ældre mand. Min fars alder. En patineret og erfaren levemand. Han vender sig pludselig om og smiler. Ser umiddelbart helt algemein og gennemsnitlig ud. Jeg smiler tilbage. Er i godt humør og strøer sådan lige et par friske høfligheder omkring mig. Man er vel overskudmenneske. Det er så smukt. Så smiler han igen og siger:

- Ja, nu har jeg fandme holdt mig selv kørende i 24 timer, du.

- Hold da op. Det er sgu da ret så godt klaret.

Anerkendende ansigtsmimik fra min side.

- Ja, den har sgu ikke fået for lidt.

- Okay?

- Ja, jeg har drukket bajer og whiskey i 24 timer i træk nu. Uden at få så meget som 5 minutters søvn.

- Wow. Det er da ret godt gået!

- Joh, én har da lige brændt 4000 kr af… på ét døgn vel og mærke.

Han smiler meget tilfreds og rækker lillefingeren frem mod mig.

-  … inklusiv den her nye ring. (Klassisk herrering)

- Du forstår at leve livet!

Jeg smiler bredt. Kører rutinemæssigt dankortet igennem imens. Han er skøn.

- Joh (runder han af), det er det rene jet set liv, jeg har levet igår og idag. Og DET (jet set livet) er ikke kun forbeholdt kvinder!

Jeg dasker ham forstående på armen, siger: “Kan du have en fortsat god aften!”, smiler og suser ud til Pandaen for at fortsætte mit bla bla bla. Men kæft altså, dagen var lige blevet så meget bedre. Helt uventet. ZAP! God weekend for pokker da. Giv pokker i det hele. Nyd dit eget jet set liv! Nu er det nu!

Ugens fund er nemlig en meget smuk og ældgammel dukke med hoved af glas, en kjole så fin og yndig og arme og ben af piberenser – klunset af selveste (min dejlige) fru mor på en magisk genbrugsplads i Aarhus. (Sådan kan det gå, når man finder en æske, som tigger om at blive lukket op, alt mens de genstridige genbrugsvagter nyder en stille kop mokka) Sat sammen med et sort/hvidt snapshot (fundet på Brugtvareterminalen i Aarhus) af to børn i løb/leg, så begynder fortællingerne da næsten at pible frem af sig selv…

… sikret mig to meget glade drenge i hvert fald!!! Win win?

GODT NYTHÅR thiværtifald!!!

Og i år er ingen undtagelse. Netop idag er træet i familiens gemakker blevet afpyntet – og til sidst brutalt slæbt gennem stuerne, mens det lille, smukke træ desperat smed de fleste nåle under den kyniske behandling – for slutteligt at blive kylet ud af vinduet. Fa’me ikke en særlig skøn behandling af et træ, som for blot 4 dage siden gav børn og voksne julelys i øjnene, og som vakte så megen glæde og beundring!

Men jeg råder bod! Jo jo… det gør jeg da! For jeg klipper hvert eneste år toppen af juletræet (som om selveste træets sjæl sidder indkapslet netop dér) og gemmer den! Og jeg har derfor nu indtil flere juletræs-skaple hengemt – til minde om dejlige juleaftener – og til agt og ære af små uskyldige, nu for længst afdøde træer. Og indtil skalpen kommer helt ud af stuen, hænger den resten af december på en æresplads med familiens yndlingsjulepynt. Ak ja. Det skøre sjæleliv…

Click to view slideshow.

JEG ELSKER JUL! Og jeg er i julestemning meget længe før både Bilka, Magasin og Salling! Faktisk begynder jeg allerede i juli-måned, mens sandal-dage og ferie/is/strandfokus præger alt og alle, at se frem til den indadvendte, mørkelegs-stemning, som vinteren og især julen rummer. Hele oktober og november skal jeg styre mig, for julepynten bør først finde vej ind i vores hjem sidste weekend i november! Jeg ved, at dette blogindlæg kan virke foruroligende og helt forkert her midt i juledagene – og især: DAGEN EFTER JULEAFTEN!!! Og undskyld for det! Men mistforstå mig ikke: jeg kan sagtens nyde julen og alle dens gerninger lidt endnu. Men sagen er bare den, at netop jeg er den, der bliver ramt først af alle mht. julesteming. Og nu betaler jeg prisen: glæden ved julens visuelle invaderinger i hjemmet er allerede ved at fise ud..!

Well, jeg er IKKE en af dem, der klager over gensyn med hverken brunkager, pebernødder, juleslik eller tudegrimme discountnisser på hylderne i Fakta eller Netto allerede i oktober. Det er helt ok med mig! Og julen får fuld gas, så snart jeg vurderer det til at være ok… Men men så sker der desværre det, at jeg allerede omkring 2. søndag i advent begynder at synes, at nok er nok! Alt det røde, grønne, guld’lige får jeg stille og roligt nok af. Og var det ikke for husstandens børn, så begyndte jeg måske endda at pille julepynten ned én uge før juleaften. (!!!) Og det går jo selvsagt ikke! What to do? Noget med juleskyklapper hele efteråret og anti-juls-hypnose i juli, når jeg ligger på stranden dagdrømmer om nissehuer og julekonfekt?

I år er ingen undtagelse! Igår, da gæsterne glade og velnærede af julemad, konfekt, Barolo’er, mørk og sød juleøl og tonsvis forkælelse var taget hjem til sig selv for at restituere, og da drengene storsmilende var dampet afsides til egne gemakker med deres lækre julegaver, da sad jeg alene i stuen og nød livet (var lykkelig og elskede aftenen, stemningerne og al den lykke, stuen lige havde været fyldt med) og jeg tænkte med ét kun på forår… gule, lysegrønne og sarte farver, forårsblomster… Og i al (skamfuld) hemmelighed fjernede jeg lidt julepynt her og dér. Og toppen er, at jeg idag på en formiddags-spadseretur købte verdens skønneste forårsbebudere. HA! Det er så dejligt… and I looove it! (Jeg har endda i det skjulte kærtegnet min yndlingspåskepynt her til formiddag…)

Men men: med det sagt, så elsker jeg jo stadig julen, og yndlingsjuletingene hænger da fremme lidt endnu, og årets fine lille juletræ bliver da sikkert og måske stående i mange dage endnu. – Som altid hos os er valget faldet på en skøn rødgran – pyntet med alt mellem himmel og jord – bl.a. en juledjævel i toppen købt antikvarisk i Prag, og stearinlysene er i år afløst af en herlig meget gammel juletræskæde med bakelit-stik købt i en ‘Loppis’ i Småland i efterårsferien (for den nette sum af 20 svenske kroner). Og se også lige den gave, min største søn gav mig: en helt vidunderlige smykkeæske hjemmelavet i efterårets sløjdlokale på skolen. Er den ikke smuk? Og et udvalg af muttis yndlingssmykker skulle straks proppes derned.

Click to view slideshow.

Fortsat smuk og glædelig jul til alle! Nyd nyd nyd!

Arkiveret under:DEJLIG, DEJLIGERE, DECEMBER! Tagged: forår, jul, juleaften, julepynt, juletræ ]]> http://judithgorski.wordpress.com/2011/12/25/arstidsforskydninger/feed/ 0 judithgorski DSCN1198 http://judithgorski.wordpress.com/2011/12/24/glaedelig-jul-%e2%99%a5/ http://judithgorski.wordpress.com/2011/12/24/glaedelig-jul-%e2%99%a5/#comments Sat, 24 Dec 2011 12:03:26 +0000 judithgorski http://judithgorski.wordpress.com/?p=437 ]]>
Arkiveret under:BLOG BLOG - WHO'S THERE? ]]> http://judithgorski.wordpress.com/2011/12/24/glaedelig-jul-%e2%99%a5/feed/ 0 judithgorski http://judithgorski.wordpress.com/2011/12/23/jeg-forstar-godt-en-hentydning-desvaerre/ http://judithgorski.wordpress.com/2011/12/23/jeg-forstar-godt-en-hentydning-desvaerre/#comments Fri, 23 Dec 2011 15:14:51 +0000 judithgorski http://judithgorski.wordpress.com/?p=403 ]]> Ja ja… jeg forstår sgu godt en hentydning! Men jeg vil alligevel gerne have forklaret, WTF der foregår?! – Og ikke mindst: hvor kan man klage?

Jeg er sådan en dame, der har hang til sko og støvler. Dyre sko og støvler vel at mærke. Intet kan frelse én fra tristesse og rainy days som nye labre sko! Jeg VED gudskelov, at jeg deler min sko-fetich med millioner af medsøstre verden over. Intet sært dér. Men det, som i begyndelsen forekom mig at være et ypperligt genialt træk, er nu blevet til en sand plage. Og plagen er så absolut sko-/støvlerelateret. Desværre.

Kort fortalt har jeg et par yndlingsstøvler/støvletter. El Natura Lista. Italienske. Smukke. Dejlige dejlige. Og pishamrende dyre og købt hhv. via nettet og i en butik i Småland. Ikke supersmart, når man gerne vil klage over mislyde og driftproblemer!  For dengang verden endnu var frisk og ny, og da jeg lige havde forelsket mig hovedkuls i netop disse støvler, da tænkte jeg: hvorfor ikke fluks anskaffe sig ialt 3 par?

Som tænkt – så gjort. Og jeg var i en tid verdens lykkeligste.

Men en (skæbnesvanger) dag begyndte først det ene par at knirke, så det andet og inden ugen var omme var samtlige 3 par begyndt at K N I R K E! Sådan virkeligt fælt og højt og tydeligt ved hvert eneste skridt! Når jeg går ad gader og stræder, på gange, på biblioteket, i klasselokalet osv., så knirker jeg afsted. Og intet hjælper. Jeg har efterhånden afsøgt samtlige måder at sætte foden ned på… og det har ikke set godt ud, skulle jeg hilse at sige. Og værst af alt: skomageren har givet op. AJ HVA’!?

Well. Med ca.én uge til nytår har jeg idag taget en rask beslutning. For livet går jo som bekendt videre, og målet for næste år må nødvendigvis (bortset fra at købe nye støvler!) udråbes til at være: mådehold og motion. 3 par knirkende støvletter må vidne om, at 1 delle eller 3 måske snart har set dagens lys for allersidste gang. *SUK*

Men hvor går man hen og klager over, at der ikke står max. 58 kg. under éns nye sko? Hvor? Ja, jeg spørger altså bare…

- Aj, behøves vi? Kan du ikke bare lave det selv?

Total stilhed! Tics!

- Ja selvfølgelig behøves I! Julen handler om at lave noget sammen (tryk på ‘sammen’). Julen handler om at være sammen (tryk på ‘sammen’ – patos) om andre ting end dem, vi går rundt og laver til hverdag. Ok?

Himmelvendte øjne. Men to nikkende (og samtykkende) børn.

Der blev tændt for Bing Crosby og ‘White Christmas’, og jeg spændte opstemt krea-hesten for og begyndte at ælte og forme det lækre hvide ler. Bortset fra ‘White Christmas’ var der i stuen. Familiehyggen sivede langsomt, men sikkert ud i alle hjemmets kroge. To hænder røg spontant frem og greb en klump, og ganske få minutter efter kørte det altid skideskægge krea-tog jo helt af sig selv. (Og Magnus sidder der stadig – 1 time efter vi andre er gået fra…) Jo jo…

Simple living er ikke ligefrem vores stil, når det kommer til højtider, fødselsdage og fejring af yndlingsbørnene! Jeg har derfor i den forgangne uge fejret yngstesønnen 4 gange: fredag (for klassen), søndag (for venner og familie), mandag (på selve dagen skulle intet jo ej heller mangle) og igen idag (for drengens skater-venner.) Inden gæsterne kom, skulle der bages, før jeg fór ud af døren i retning af Superbrugsen i Kolt, hvor en kunstfærdig julesok x 2 for et par uger siden var blevet ophængt. I lokalsprøjten var det nemlig blevet annonceret, at selveste julemanden ville kigge forbi i Kolt og kåre den smukkeste julesok, og oveni hatten ville han fylde den med en masse godter! På vegne af mine efterhånden pænt store unger (som jo for længst er holdt op med at tro på julemanden, som ellers trofast er kommet forbi juleaften (altid mens mor er på toilettet!) og har lagt de fineste små gaver på trappestenen) havde  min mor syslet sig igennem adskillige kolde og mørke aftener med at tilvirke to i sandhed æstetiske overklasse-julemandssokker! (Fotos følger!) Sejrssikre trådte hele familien derfor ind i Superbrugsen. Vi satsede da selvfølgelig både på store præmier, julemandsstøv og fyldte godterposer! Istedet ventede der os 2 småforkølede og ikke mindst TOMME julestrømper. Intet er værre end at blive glemt og svigtet af selve julemanden!!! Uforstående henvendte vi os til nærmeste medarbejder, som alt for uinteresseret guidede os i retning af nærmeste kasse. Og dér – ved kasse 2 – sad en halvsøvnig lokal teenager, som ugideligt rejste sig og driblede ud i baglokalet for at hente 2 klare plastikposer med et par mandariner, en juice, en ostehaps, en figenstang med jordbærsmag og et par poser vingummi. Og netop dér ved kasse 2 i Kolt lokale brugsforening – døde julemandsillusionen endegyldigt. Ud strøg vi med slik og julesokker. Og for lige at (gen)skabe lidt god stemning, besluttede vi os for at runde den lokale genbrugsbutik, som ofte er god for et par lystige ting.

Jeg snusede med kendermine rundt – med let rynket næse. Intet syntes at interessere mig idag. Selvfølgelig ikke. Dagen var jo allerede dum! Og det var det rene spild af tid at være her. Ungerne havde slået sig ned i en sofa, mens de sorterede ‘julemandens’ godtepose for godt og mindre godt. Men taknemmelige var de. Godt opdragede er de! Min søde fru mor talte kvidrende med Keld, som altid passer butikken, og hun insisterede på, at vi skulle lede lidt mere. Og snart dukkede et herligt fund op. En Søholm keramik-lampe godt skjult bag en enorm alt for blå skærm. (Men med en skøn og ny Le Klint skærm, ville den blive pragtfuld!) I forsøget på at afmontere skærmen, så lampen bedre kunne tages i øjesyn, skruede jeg fatningen af. Og da skærmen endelig var kommet af, skulle fatningen påmonteres igen. Det fiksede jeg med trænede hænder, mens jeg livligt og med et momentant overskud konverserede en anden genbrugs-gæst i anledning af julen. Lampen var stadig sat til i stikkontakten, og for én gangs skyld svigtede min ellers veludviklede evne til at multitaske. Famlende forsøgte jeg med et pokkers mas at krænge fatningen omvendt ned over lampens dertilrettede gevind (kæft altså, hvor det dog drillede). Lampen var jo stadig sat til, og der lød pludselig et drøn, en gnist sprang op, og genbrugsbutikkens energiske båndoptager holdt op med at spille ‘Glade jul, dejlige jul…’ Jeg holdt vejret og skelede til min konversationspartner. “UPS!”, sagde hun, smilede nervøst og snoede sig hurtigt forbi mig: nu skulle hun godt nok hjem. Resten af lysene i butikken virkede. Kun båndoptageren var for én gangs skyld tavs. Keld og min mor konverserede stadig hinanden på vanlig vis. De havde (heldigvis) intet set eller hørt.

- Hvad så Bodil… har du fået set det der program om gamle ting på Discovery Channel? Jeg siger dig, der er fa’me nogen, der tager til Frankring, og der kan se sgu sælge gamle rustne havelåger til en masse penge. Har du fået set det?

- Nej Keld, jeg har jo sagt, at vi ikke kan tage Discovery i Tranbjerg…

(Samme sang hver gang!)

Og så åbenbarede den sig med ét: en skøn kuglestanderlampe. Rød og herlig. Allerede bestemt til at blive min. Meget længe før vi mødtes!

- Pris?

- Arh, hvad skal vi sige? 30 kr?

- Virker den?

Keld er så flink på en rørende måde – og osse lynhurtig. _ Og ikke mindst er servicen i top! Han fremtryllede fluks 2 pærer. Satte dem i lampen og satte lampen til i ‘min stikkontakt’. Ingen reaktion. (Jeg begyndte at svede.) Der var nu gået lidt for lang tid, og jeg havde endnu ikke magtet at fortælle min lidelseshistorie med Søholm-lampen med den grimme blå skærm. Keld smuttede ud i baglokalet og fandt flere pærer. Nye selvfølgelig. Intet virkede – selvfølgelig ikke. Jeg vidste jo besked desværre.  Og der var nu gået så lang tid, at jeg på ingen måde ville kunne fortælle, at jeg havde haft et hedt forhold til den udvalgte stikkontakt, og at en sikring eller to med al sandsynlighed var røget. Jeg var for én gangs skyld meget stille – ja nærmest tavs! – og Keld besluttede sig snart for, at lampen ikke virkede.

- Tag den med. Bare tag den.

Jeg tog en rask beslutning: jeg måtte (med dårlig samvittighed, svedende hænder og drevet af (Frank fra Klovn-agtige) never-felt-before-in-my-life-rationaler tage lampen med idag og så betale de 30 kr. næste gang, jeg kom til Kolt. Og så måske forklare… måske. Hvis jeg altså tør.

Dagens fødselsdagsgæster var i øvrigt inviteret til kl. 13.00, og kl. 12.26 forlod vi butikken med en lampe under hver arm. Vi var tilbage i Aarhus C. med nye lamper, halvtomme godteposer og røde ører kl. 12.58. Typisk Gorski-stil. Jeg lærer sgu da vist aldrig at disponere min tid…