BEHØVER JULEN AT VARE LIGE TIL PÅSKE?

JEG ELSKER JUL! Og jeg er i julestemning meget længe før både Bilka, Magasin og Salling! Faktisk begynder jeg allerede i juli-måned, mens sandal-dage og ferie/is/strandfokus præger alt og alle, at se frem til den indadvendte, mørkelegs-stemning, som vinteren og især julen rummer. Hele oktober og november skal jeg styre mig, for julepynten bør først finde vej ind i vores hjem sidste weekend i november! Jeg ved, at dette blogindlæg kan virke foruroligende og helt forkert her midt i juledagene – og især: DAGEN EFTER JULEAFTEN!!! Og undskyld for det! Men mistforstå mig ikke: jeg kan sagtens nyde julen og alle dens gerninger lidt endnu. Men sagen er bare den, at netop jeg er den, der bliver ramt først af alle mht. julesteming. Og nu betaler jeg prisen: glæden ved julens visuelle invaderinger i hjemmet er allerede ved at fise ud..!

Well, jeg er IKKE en af dem, der klager over gensyn med hverken brunkager, pebernødder, juleslik eller tudegrimme discountnisser på hylderne i Fakta eller Netto allerede i oktober. Det er helt ok med mig! Og julen får fuld gas, så snart jeg vurderer det til at være ok… Men men så sker der desværre det, at jeg allerede omkring 2. søndag i advent begynder at synes, at nok er nok! Alt det røde, grønne, guld’lige får jeg stille og roligt nok af. Og var det ikke for husstandens børn, så begyndte jeg måske endda at pille julepynten ned én uge før juleaften. (!!!) Og det går jo selvsagt ikke! What to do? Noget med juleskyklapper hele efteråret og anti-juls-hypnose i juli, når jeg ligger på stranden dagdrømmer om nissehuer og julekonfekt?

I år er ingen undtagelse! Igår, da gæsterne glade og velnærede af julemad, konfekt, Barolo’er, mørk og sød juleøl og tonsvis forkælelse var taget hjem til sig selv for at restituere, og da drengene storsmilende var dampet afsides til egne gemakker med deres lækre julegaver, da sad jeg alene i stuen og nød livet (var lykkelig og elskede aftenen, stemningerne og al den lykke, stuen lige havde været fyldt med) og jeg tænkte med ét kun på forår… gule, lysegrønne og sarte farver, forårsblomster… Og i al (skamfuld) hemmelighed fjernede jeg lidt julepynt her og dér. Og toppen er, at jeg idag på en formiddags-spadseretur købte verdens skønneste forårsbebudere. HA! Det er så dejligt… and I looove it! (Jeg har endda i det skjulte kærtegnet min yndlingspåskepynt her til formiddag…) ;-)

Men men: med det sagt, så elsker jeg jo stadig julen, og yndlingsjuletingene hænger da fremme lidt endnu, og årets fine lille juletræ bliver da sikkert og måske stående i mange dage endnu. – Som altid hos os er valget faldet på en skøn rødgran – pyntet med alt mellem himmel og jord – bl.a. en juledjævel i toppen købt antikvarisk i Prag, og stearinlysene er i år afløst af en herlig meget gammel juletræskæde med bakelit-stik købt i en ‘Loppis’ i Småland i efterårsferien (for den nette sum af 20 svenske kroner). Og se også lige den gave, min største søn gav mig: en helt vidunderlige smykkeæske hjemmelavet i efterårets sløjdlokale på skolen. Er den ikke smuk? Og et udvalg af muttis yndlingssmykker skulle straks proppes derned.

This slideshow requires JavaScript.

Fortsat smuk og glædelig jul til alle! Nyd nyd nyd!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.